Børn inviteres til gratis fisketur langs Suså-kanalen

Tirsdag den 13. oktober inviterer Næstved Kommune og frivillige lystfiskere børn og unge til gratis Streetfishing langs Suså-kanalen i Næstved.
Arrangementet skal give deltagerne en sjov og lærerig naturoplevelse, og både begyndere og øvede kan være med. For dem, der aldrig har fisket før, er der mulighed for at låne et komplet fiskesæt og få hjælp til at komme i gang.
"Kanalen er kendt for sine mange slags fisk, ikke mindst her i efteråret. Derfor inviterer vi alle børn og unge til at komme og prøve at fiske med fiskestang og få en sjov naturoplevelse lige her i Næstved," siger biolog i Næstved Kommune, Palle P. Myssen.
Erfarne lystfiskere fra blandt andre Sportsfiskerforeningen Fladså, Ørredfonden, Dansk Amatørfiskerforening Sydsjælland og Fishing Zealand står klar med tips og hjælp.
Streetfishing foregår langs Suså-kanalen mellem Næstved Roklub og Næstved Bokseklub. Alle er velkomne, og der kræves ingen tilmelding.
Deltagerne opfordres til at tage praktisk tøj og fodtøj på efter vejret. Deltagelse sker på eget ansvar.
Faktaboks:
- Tid: Tirsdag 13. oktober kl. 10.00-14.00
- Sted: Kanalvej 20, 4700 Næstved
- Arrangementet er gratis
- Ingen tilmelding er nødvendig
- Fiskegrej kan lånes på stedet
- Arrangementet er målrettet børn og unge, men alle er velkomne
- Lystfiskere fra 18 år til pensionsalderen skal have lystfiskertegn






Accepter kun nødvendige cookies